Varmgalvaniseret stålrør er i fremstillingsprocessen ved hjælp af stålrør af fjernet rust dyppet i zinkvæske ved 500 graders temperaturer, og gør ståloverfladen fastgjort zinklag for at opnå formålet med anti-korrosion.
Galvaniseret stålrør er et stålrør, der er blevet belagt med zink. Denne belægning beskytter stålet mod korrosion. Det er mest almindeligt brugt til udendørs konstruktion som hegn og gelændere, eller til noget indvendigt VVS. Det kaldes også nogle gange galvaniseret jernrør.
Galvaniseringsprocessen blev først diskuteret af videnskabsmænd i 1770'erne, næsten 60 år før den endelig blev introduceret i 1830'erne. Den franske ingeniør Stanislaus Tranquille Modeste Sorel tog det første patent på processen i 1937 og begyndte at fremstille den kort efter. I 1850'erne producerede Europa galvaniseret stål ud fra fabrikker placeret rundt om på kontinentet. USA fulgte kort efter og åbnede sin første fabrik i 1870'erne.
I midten til slutningen af 1900-tallet erstattede kobber galvaniseret stål som det foretrukne materiale i rørfittings.
I midten til slutningen af 1900-tallet erstattede kobber galvaniseret stål som det foretrukne materiale i rørfittings.
For at skabe galvaniseret stålrør placeres stålmaterialer i et smeltet zinkbad. Denne proces kaldes også varmgalvanisering. De to metaller er kemisk bundet til hinanden i denne proces og vil derfor aldrig adskilles, hvilket resulterer i en mere modstandsdygtig og længerevarende version af stål.
Denne type rør er ikke egnet til gasledninger, men blev meget almindeligt brugt til fuld, in-home VVS indtil midten til slutningen af 1900-tallet, hvor kobber erstattede det som det foretrukne rørmateriale. Det blev opdaget på det tidspunkt, at kalkopbygningen skete hurtigere i galvaniserede stålrør end i kobber eller plast. Det bruges stadig nogle gange indendørs til VVS, især til udskiftning af små områder af rør, hvor strømmen ikke vil blive væsentligt afbrudt af sektioner af kalk.
